onsdag den 30. januar 2013

Nu som ekstern konsulent

Anders gav højst uventet morgenbrød (lunt bakeoff og ost fra tanken) der manglede ikke noget. Det skulle da lige være en lille Fernet eller en Jäger. Han har fået sin bonus og lidt til. Vi har ikke bare overholdt budgettet - men sparede kommunen for yderligere knap 4 millioner. Der blev fejret.
 


Jeg fortalte Anders at nogle af nabokommunerne havde tilbudt mig  konsulentarbejde i forbindelse med særligt vanskelige afslag sager. Primært kontrol opfølgningsopgaver i forbindelse med klienters borgeres overforbrug af offentlige ydelser. Det er ikke et arbejde, der vil påvirke min arbejdsindsats i forhold til Kommunen. Tværtimod kan det give mig yderligere erfaringer med kontrolsager som jeg ufortrødent vil anvende i mit daglige arbejde. Anders var lidt bekymret for om jeg ville komme til at tjene mere end ham, men han blev helt glad da jeg sagde, at jeg måske vil få et symbolsk  honorar og kun hvis opgaven blev løst i overensstemmelse med de opstillede succeskriterier. Jeg tvivlede ærligt talt på om jeg ville tjene noget overhovedet. Anders kan ikke se der er noget galt i at jeg i min fritid rådgiver andre kommuner, så længe at han ikke har ansvaret for noget som helst. Vi har nu lavet en aftale om at jeg må fungere som konsulent og at min rådgivning ikke er Kommunens ansvar. Det har vi sammen skrevet under på.

Anders behøver ikke at vide at min opgave er at kontrollere borgere, der får ydelser og at jeg er provisions-lønnet. 20 % af et stillet tilbagebetalingskrav eller hvis besparelsen er fremadrettet 10 % af besparelsen de næste 12 måneder. For begge besparelsestyper  er der en 5 % bonus når beløbet er enten indbetalt eller året er gået uden, at afgørelsen er blevet anket.

Nu er jeg ikke bare Karin fra Kommunen men jeg er også kommunernes eksterne kontrolkonsulent. Anders har fået knap 25.000 i bonus for sidste års besparelser - det regner jeg med at kunne tjene på 2 måneder. Det er lidt en skam at jeg er så beskeden - ellers tror jeg at jeg ville have pralet.

mandag den 14. januar 2013

Kommunen - Danmarks raskeste

Kommunen var egentligt udtaget til, at deltage i Aktion Socialt Bedrageri. Men vi var vist lidt for højprofilerede.

Jeg glæder mig alligevel til at se programmet. Produceren fortalte, at det skulle være et oplysende program som appellerer til danskernes retfærdighedsans og samtidigt pirrer seernes nysgerrighed. Der er planlagt 10 programmer og så et ekstra hemmeligt finaleprogram hvor værterne vil afsløre dels hvor mange personer der er blevet afsløret, antallet af sparede udgifter i deltagerkommunerne - men også stigningen af anmeldelser af socialt bedrageri i alle landets kommuner. Indirekte konkurrerer alle rigets kommuner mod hinanden. Det er lige så jeg dirrer. Der er lavet foldere om hvordan man anmelder socialt bedrageri anonymt. Det er lidt vildt, at man hver gang indgiver en anmeldelse anonymt også har muligheden for at vinde en iPad. Folderne ligger her på kommunen og på biblioteket. Alle eleverne i 5. - 10. klasse har i dag fået en folder med hjem.

Alle kommuner er blevet advaret om, at der nok kommer flere anonyme anmeldelser. Både under- og efter programmet. Anders har nedsat en taskforce - og vil sidde klar ved telefonen hele aftenen.

Vi har nu ikke så mange sociale bedragere i vores kommune - det bruger vi ikke her. Borgmesteren (BB) var allerede blevet filmet oven i købet mens han forklarer at Kommunen har meget færre udgifter til sociale udgifter end langt de fleste andre kommuner. Det er rigtigt nok - der hvor BB tager fejl er når han siger at vores borgere er raskere. Han fremturede også foran kameraet med sit slogan: Kommunen - Danmarks raskeste.

Da jeg blev interviewet til programmet eller castet som BB ynder at kalde det - viste det sig, at Kommunens profil ikke passede helt præcist til programmet. Produceren sagde at programmet var planlagt til udsendelse tidligt på aftenen og det kunne der ikke laves om på.Det var, sagde produceren, også vigtigt at de kommunale kontrollanter havde en medmenneskelig profil. I al fortrolighed kaldte han mig for et præventivt menneske. Kommunen måtte ikke være for effektiv - men hvis hans svigermor på et tidspunkt får brug for hjælp, vil han ikke tøve med at anbefale hende at flytte til Kommunen. Det synes jeg er sødt sagt. Jeg tror han kan lide sin svigermor.