Akut kumarinforgiftning

Mona kom på besøg i går. Hun havde taget hjemmelavet glögg med. Vi endte med at drikke både hendes og min variant. Det hele foregik på et sobert og vinsmageragtigt plan, vi diskuterede fordele og ulemper ved henholdsvis rød- og hvid glögg. Fælles for begge var at de indeholdt kanelstænger.

Hvis der i hvert glas glögg var én stang kanel - har Mona og jeg fået i omegnen af 13 kanelstænger hver!

Jeg mødte lidt sent her i morges. Mona har lige sendt mig en SMS. Hun har også været lidt ukoncentreret her til morgen, med en snart af smerter i både for- og baghoved. Vi kan kun konkludere at fødevarestyrelsen har ret når den advarer mod kumarinindholdet i kanelholdige fødevarer. Både Mona og jeg lider af akut kumarinforgiftning. Kumarinforgiftning er ikke noget man skal spøge med.

Anders har gået og lusket hele formiddagen. Hver gang han er løbet på en medarbejder har han grinet smørret og mumlet noget om, at nu er kommunen jo digital og det er nissevensfordelingen så sandelig også. Det er meget muligt at vi er digitale men heldigvis har jeg ikke fået en eneste mail i dag og borgerne kan heldigvis ikke længere ringe til os på telefonen. Som kommunaldirektøren siger så rigtigt: "Kommunen har ikke brug for varme ører ved telefonen - men varme fingre ved tastaturet". Det er også ham der siger: "Få borgeren ud!", når han vil have folk til at arbejde.

Der er godt nok stille. Det  passer mig fint jeg skal i retten i morgen og vidne for kommunen. Der er en borger, der er utilfreds med den fine service kommunen yder og mener at hun har lidt et tab. Hun kræver erstatning. Det er så sødt med borgere, der er nye i systemet. De har så mange idealer om retfærdighed og retssikkerhed.

Jeg har stadig ikke fået tildelt en nisseven. Jeg kan ligeså godt selv drikke nissevensgaven. Gaven er heldigvis kanelfri.