tirsdag den 3. december 2013

Retsmødet

Jeg var til retsmøde i dag. Det er ikke min sag, det er en af Anders' nye sagsbehandlere, der har afgjort sagen. Jeg har ikke noget mod at rage kastanjerne ud af ilden, det er jo Kommunen, der er anlagt sag mod.

Kommunaldirektøren har været efter Anders - han må ikke under nogen omstændigheder sende de blonde sagsbehandlere i retten. Det har nok noget at gøre med, at kommunen tabte en sag i efteråret - fordi en af de nye brugte fraserne 'politisk besluttet besparelse' og "generel serviceniveauregulering' i retssalen. Anders har sendt mindst 10 interne memoer om at disse ord ikke må bruges overfor en borger - hverken i tale og slet ikke på skrift.

Der kom straks en nyt memo fra kommunaldirektøren - "upassende sprog må ikke anvendes af kommunens ansatte i en retsal!" Det var nu ikke fordi det var dyrt for kommunen at tabe retssagen. Det er mere princippet. Hvis først borgerne oplever at de med held kan sagsøge kommunen - får vi jo ikke fred til at lave andet. Og vi er nu engang ansat til at hjælpe borgerne. Borgeren fik tilkendt en ydelse fremadrettet, som var langt mindre end den han reelt var berettiget til. Det havde taget 2 år fra sagen var 'afgjort' hos os, til vi tabte. Og den samlede besparelse var bestemt ikke ubetydelig.

Der var stadig ingen mails, nogle af de andre medarbejder havde gudhjælpemig kontaktet IT for at høre om der var problemer! Så nu roder IT-drengene med at lede efter mails til os. IT har åbenbart oceaner af tid.

Processkrifterne var jo udarbejdet, jeg skulle blot være til stede for eventuelt, at afgive en forklaring. Det blev nu ikke nødvendigt. Procesdokumenterne var tydelige nok.

Vi har afgjort at Borgerens handicappede barn ikke længere har helt samme behov for støtte i form af handicaphjælpere. Tidligere fik barnet støtte 15 timer i døgnet. Kommunen har lavet en fornyet vurdering og skønnet, at barnet kun har brug for hjælpere 2 timer om ugen. Borgeren får i øvrigt også tabt arbejdsfortjeneste 1 time om ugen til at instruere medhjælperne i hvad de skal lave. En ydelse som vi ikke har fjernet. Borgeren har så sagsøgt os, med krav om erstatning på 230.000 kr! - fordi hun selv har måttet være lidt sammen med sit barn. Borgen så oven i købet ualmindeligt grå og uoplagt ud. Måske skulle hun bruge penge på sit barn og ikke mindst sig selv - i stedet for at smide penge ud på en advokat for at sagsøge Kommunen.

Kommunens advokat så tilgengæld godt ud. Selvsikker og nydelig var hun. Inden dommeren kom ind var hun lige rundt og hilse. Det er fornøjelse at se hvordan hun var på kindkys med kommunens jurister. Der var styr på sagerne. Dommeren kommer med sin kendelse om et par uger. Hvis ikke jeg var så professionel, som jeg er ville jeg have ondt af borgeren.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar