onsdag den 4. december 2013

Kommunen

Der har været dejligt stille de sidste par dage. Ingen forstyrrende mails. Jeg har holdt de stolte traditioner i hævd og selv om jeg endnu ikke er blevet påduttet en nisseven har jeg selvnisset lidt. "Nød lærer tørstig kvinde ...".

Anders har været flere gange spurgt om jeg dog ikke har fået en nisseven. Det har jeg ikke. Ingen i afdelingen har fået nissevenner - og det er i grunden en rigtig god start på en ellers nissiriterrende måned.


Serveren er blevet lukket ned. Det forlyder sig at 'nogen' uautoriseret har kørt programmet "Gnome Friend Assigner" uden om IT-afdelingen. Programmet har åbenbart fået alle rådhusets servere til at gå i stå. Nu virker telefonerne ikke længere. Min skærm er blå - og efter et stykke tid, er den stadig blå.


Anders er gået i byen, for at købe kage og cola. Han har angiveligt et allerede planlagt møde i IT-afdelingen. Han virkede lidt hektisk. Jeg tror jeg får Bolette til at spørge A. om han har fået en nisseven.

Afdelingen er lige nu både borger- og lederfri, så jeg vil arbejde lidt. Det må være tid for hjemmebesøg hos en borger. Jeg tror jeg tager en stak pjecer med om kommunens digitale servicetilbud.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar