Borgmester i koma

Borgmesteren er nede, helt nede.Aftenen startede fint, jeg mødtes med borgmesteren som selv fortalte, at direktionen havde rost ham for hans indsigt i handicapområdet. Direktionen havde endda taget sig tid til at se hans præsentation igennem. Kommunaldirektøren havde sagt at den præsentation en den mest politiske rene præsentation han nogensinde havde set. Den indeholdt ikke på noget tidspunkt nogen former for forstyrrende fakta. Præsentationen er essensen af visioner og holdninger. Hele direktionen havde smilet til ham. Borgmesteren havde set at en af direktørerne havde måttet tørre tårer af kinden mens han smilede - så rørt var manden.

Jeg fortalte ham at mødet afholdes i rådhusets kantine og at borgmesteren ikke skulle forvente alt for mange deltagere i mødet. De handicappede i kommunen oplever jo kommunens handicappolitik på allernærmeste hold.Desuden havde ugeavisen kun haft plads til en beskeden annonce - så hvis fremmødet ikke er stort, skal det ses som et udtryk for tilfredshed. Borgmesteren, som insisterer på at jeg kalder ham for Bjarne eller BB, lyttede interesseret til mit forslag om at etablere et Privat Og Offentligt Partnerskab med import af import af kvalitets hjælpemidler fra Polen. Den private del ville være Petra. Selv har jeg ikke andre motiver end at hjælpe borgerne bedst og billigst. Hvis kommunen kan halvere udgifterne på området er jeg kun glad. At nogen glemmer en kasse kvalitetsvodka i min entre hver gang der er solgt en stol - kan jeg ikke gøres ansvarlig for. BB var rimelig interesseret i at høre om mit POOP, indtil jeg fortalte ham at kommunen ikke får rabat men derimod sparer penge. Det kan åbenbart ikke lade sig gøre, at skifte leverandør på området hvis ikke rabatten er større end den vi får i den gældende aftale.
Det mødte mere end 50 personer op - med kørestole og hvad ved jeg. Hvordan så mange personer kan møde med så kort varsel uden, at have handicaphjælpere - forstår jeg ikke. Vi har måske været for flinke. Der var en underlig energi i salen. Alle talte sammen og det virkede som om at de handicappede og deres forældre kender hinanden. Ikke nogen rar tanke.
BB bød velkommen og begyndte at tale om kommunens handicappolitik. Salen blev mere og mere højlydt stille. Kaffepausen var kun få minutter borte, da BB forklarede, at ikke nok med at kommunen havde sparet end million kr på området kvalitetet af hjælpen var også blevet bedre. Faktisk er kommunen så dygtig  til handicaphjælp at vi bør kunne tiltrække handicappede borgere fra andre kommuner.Da brød salen i ud i hysterisk latter, Aldrig har så få mennesker grinet så højt. To kørestolesbrugere væltede ud af stolene og lå bare og grinede på gulvet.
BB opfattede ikke hvad der ramte ham og salen. Han fik tics og begyndte at dreje langsomt rundt om sig selv mens hans øjne søgte een der ikke grinte af ham. Han fandt ikke nogen. Jeg var løbet ud efter kaffe. Kommunaldirektøren kaldte mig lille Karin og sagde at den smule tumult kan BB sagtens klare selv. To timer senere lå BB i ilttelt på sygehuset.