kælken

Ja, så må jeg nok sige at julefreden brast! Ikke nok med at Anders var glad - der lå i min indbakke, endnu en ansøgning fra en af de familier, der desværre er alt for mange af – familier der forlanger at vi skal finansiere deres privatliv.

Familien søgte for omtrent et år siden om en handicapvenlig kælk  til deres handicappede barn, for at forbedre barnets livskvalitet og udvikling.

Først, arkiverede jeg ansøgningen i min "Vigtigt"- aka "den ser jeg på ved lejlighed, når jeg får tid"- bakke. Familien var irriterende emsig og blev ved med at rykke for svar. På et tidspunkt sendte de mails CC til Anders. Tarveligt. Anders bryder sig ikke om den slags. Tænkt hvis nogen ser det? Han tvang mig til at skrive et svar. Anders siger aldrig afslag. Han siger svar eller afgørelse. Jeg afviste støtte til kælken, da aktiviteten bar præg af at være en fritidsaktivitet. Jeg brugte en hel eftermiddag på det her. Afslagene skriver jo ikke sig selv. Det kostede mig en frisørtid. Jeg havde bestilt tid til bundfarve og perm. Min frisør er travl. Jeg fik først en ny tid en måned senere. Imens måtte jeg gå med udvoksede rødder og slidte krøller. Afslaget var i øvrigt irriterende at skrive, alene fordi det er så frustrerende, at de krævende forældre ikke har den fornødne respekt for mit arbejde med deres konstante krav om dette og hint til deres børn. 

Selv hvis familien havde sat sig ind i Servicelovens paragraffer, så burde de vide, at vi ikke bevilger kommunale midler til folks fritid. Det er kommunen det her – ikke folketinget. Andre mennesker betaler selv for deres børns fritid. Et handicappet barn er ikke en fribillet til kommunekassen. Familien må i gang med at læse landets love igennem og finde en egnet lov, hvis de sådan insisterer på at vi skal finansiere deres barns barndom. Der er stadig stor forskel på om man er i eller fra kommunen. Jeg er Karin fra Kommunen. Hjælp er ikke noget man beder om – det er noget jeg (måske) bevilliger.

Her til morgen var jeg så ved at få den lille sorte galt i halsen, da jeg så en ny ansøgning fra selvsamme familie. De skrev at de ville tillade sig at søge samme kælk igen, men efter en anden paragraf. Efter jeg  meddelte familien, at kommunen anser aktiviteten som et fritidstilbud, har de i samråd med en advokat (!!!) besluttet at søge om kælken som en fordyrende fritidsaktivitet. Det holder aldrig op. Nu må jeg så finde en begrundelse til et nyt afslag. I første omgang beder jeg familien (og advokaten) om at redegøre for hvor stort dette kælkebehov er nu og i fremtiden – ikke mindst set i lyset af den globale opvarmning. Hvis de bliver emsige og sender en rykker CC til Anders, påberåber mig retten til coaching fra Anders. Det har været en stresset morgen.

Anders viste mig sin nissegave. Han var unødigt glad. Jeg forklarede Anders at han bliver nødt til at vise sin hemmelige nisseven at han både er glad for- og anerkender gaven. Jeg hænger på borgmesteren til informationsmødet i aften og jeg mangler at finde en gave til min nisseven, så jeg kører på klientbesøg, for at købe en. Det kan Anders godt forstå.

Nu går Anders rundt og tager små bidder af den meget bitre og  mørke chokolade. Han stopper i nærheden af hver enkelt medarbejder i afdelingen og tvinger sig selv til at sige: ”ummm”. Nu kører jeg.