Et kikset hjemmebesøg

Hjemmebesøget i fredags begyndte på mange måder som alle andre dage her i kommunen. Men jeg tør godt sige at den endte anderledes. Hjemmebesøget var hos en familie, som selv har valgt at træne med deres hjerneskadede barn. Vi har fået en masse underretninger om at familien er stærkt afvigende. Familien tror at bare fordi de stimulerer og træner barnet - kan barnet blive bedre. Som om en hjerne kan ændres og blive mere rask! De tror at kost og kærlighed har indflydelse på barnets udvikling. Det ’normale’ skal tilpasses så det kan rumme deres barn. Familien vil ændre på det normale – så også de og deres barn kan indgå.

I hele kommunen er der ingen, der ved mere end jeg, om hvad der er ’normalt’. Desværre er ikke alle lige så normale som jeg. Familien tror åbenbart ikke på det normale. 

Det er åbenbart ikke nok, at lade os professionelle tage sig af barnets udvikling  - de vil selv tage del og ansvar. De ønsker ikke at følge kommunens fine og lange tradition for at skærme det normale mod det afvigende. Hvis barnet ikke kan tilrettes så det passer indenfor det normale - så er det i barnets tarv at komme et andet sted hen. Fx på en fin og dyr døgninstitution.

Det var ikke så koldt som jeg havde frygtet og vejene var fine.  Jeg var lige steget ud af Suzuki’en og skulle lige til at ringe på døren, da døren blev åbnet af en kvinde med uordentligt hår. Da hun havde bekræftet at hun var moderen, fik hun det professionelle smil og jeg viste hende mit kort og forklarede at jeg kom fra kommunen for at vurdere hendes søns trivsel. Jeg havde lige løftet foden for at træde ind i huset.  ”Forkert!” sagde hun bare. Egentligt ikke fjendtligt men uden den respekt og alvor som et besøg fra kommunen almindeligvis afføder. ”Hvordan forkert ?” spurgte jeg og satte rutineret foden i døren. ”Min dreng kravler på gulvet. Du skal tage fodtøjet af - hvis du vil ind her!”. Jeg viste hende mit visitkort igen og smilede bredere og endnu mere professionelt til hende. ”Jeg er fra kommunen. Jeg laver indstillingen til om dit barn skal blive boende hjemme eller et mere proffesionelt sted, som ikke nødvendigvis ligger her i nærheden.” svarede jeg og trådte ind i entreen.  ”Forkert!” udbrød moderen igen. Neutralt men selvsikkert. Jeg gik længere ind i huset. ”Forkert!” sagde kvinden blot og blev stående. Det er sjældent jeg møder borgere, som ikke underkaster sig min autoritet, så jeg gik roligt helt hen til hende. Igen blev jeg mødt af et ”forkert!”.” Hvordan i alverden vil du forhindre mig i at gå ind i huset med mine sko på, hvis det er det jeg vælger?” spurgte jeg moderen. ”Forkert!” sagde hun, tydeligt men ikke vredt. Det var en meget underlig situation at stå så tæt på en fremmed. Jeg kunne tydeligt lugte, at hun ikke havde drukket alkohol. Det eneste hun sagde da jeg brød ind i hendes intimsfære var ”forkert!”. Jeg valgte selv at tage mine støvler af. Da jeg bukkede mig ned for at åbne min højre støvle udbrød kvinden ”fint!”. Og lige i det øjeblik jeg måbende kiggede på hende, stak hun en kiks ind i min mund og gentog rosende ”fint!” og smilede til mig.

Jeg kørte hjem til rådhuset. Anders må selv tilse den familie.